Home
Ode Til Anker
CD'ens Sange
Anmeldelser
Mennesket
Om Anker
Fotos

 

 


 

I sin Den Nye Danmarkskrønike fra 1997 fortæller forfatteren og journalisten Gregers Dirckinck-Holmfeld, at det elegante 1700-tals landsted Marienborg ved Bagsværd Sø, som en rigmand havde testamenteret til skiftende statsministre, ikke rigtigt var noget for Anker Jørgensen. I et interview i Aktuelt i anledning af sin 70 års fødselsdag forklarede Anker nærmere:

"Jeg kunne sgu aldrig finde oplukkeren i det store hus."

Gregers Dirckinck-Holmfeld kunne tørt konstatere, at for folk med fine fornemmelser var der ikke meget at hente i Anker Jørgensens hidtidige livshistorie. Men nok for folk med sans for skæbner og menneskelige kvaliteter.

Måske var det ikke en velbefaren verdensmand, Danmark sendte på banen i udlandet, men det var en mand med et godt håndtryk. Han kendte sine begrænsninger og gjorde noget ved dem. I sine unge år havde han brugt sine arbejdsløse perioder og fritiden til at videreuddanne sig og var f.eks. i 1959 på et tre måneders stipendieophold på Harvard universitetet i Boston for at studere arbejdsmarkedsforhold. Nu i maj 1973, da han havde været statsminister i bare 6 måneder, skrev Anker i sin dagbog:"Er begyndt på engelsk-undervisning med magister David Nielsen. En time hver morgen."

Alex Frank Larsen anfører i sin glimrende biografi: Anker, Mennesket - Magten - Meningerne, at Anker Jørgensen i sjælden grad er inkarnationen af det danske folk. Ingen dansker i nyere tid repræsenterer som Anker den danske folkesjæl - den almindelige danskers levevis, idealer, forhåbninger og handlinger:

"Anker Jørgensens jævne levevis får os let til at glemme, hvilket usædvanligt menneske han er. Hans ligefremme, åbne og prunkløse væsen, hans notoriske ærlighed og kontaktskabende evner har gjort ham til folkeeje i en sådan grad, at vi næsten tager ham som en selvfølge. Men Anker Jørgensens personlige historie er unik og lader sig ikke gentage .."


Dorte A. Christiansen
, der igennem mange år arbejdede som privatsekretær for Anker Jørgensen i Statsministeriet, beretter i sin erindringsbog fra 2003 Så Slip Dog Den Høne!, hvordan Anker og Ingrid med stor kærlighed kunne fortælle om deres hjørnelejlighed på Borgbjergvej, hvor deres børn var vokset op, og hvor de i årevis havde gået aftenture hånd i hånd.

Hun kunne også fortælle, hvordan Anker som ellers travl statsminister mestrede kunsten i lige at lægge sig på sofaen i ministerkontoret i ti minutter eller småløbe en tur rundt om Christiansborgs ridebane - så var han udhvilet og klar til resten af dagen og aftenen med:

"Det var på sådan en løbetur, han stoppede op foran et ungt japansk turistpar, der forelsket tumlede rundt med deres kamera i forgæves forsøg på at nå tilbage foran linsen, kysse hinanden inderligt, inden selvudløserknappen koblede sig selv på. Venligt tilbød Anker at agere fotograf. De takkede ham overstrømmende .. på flydende japansk, men Anker var ikke i tvivl om lydenes betydning, så han muntrede sig med at svare dem, at nu var de i alt fald foreviget og ønskede fortsat rigtig god tur. Hvis de fik brug for hjælp, måtte de endelig ringe til ham. Værsko, her var hans visitkort.

Jeg ville gerne have været inde i deres hoveder, når det gik op for det forelskede par, at det var landets statsminister, der var fotografen .. Typisk Anker, ægte ligetil."


Michael
, bosiddende på Amager, fortæller på sin hjemmeside Langt Fra Alfarvej om et tilfældigt møde med Anker Jørgensen i september 2004:

"Tirsdag, september 14, 2004
I dag har jeg siddet ved siden af ingen ringere end den tidligere statsminister Anker Jørgensen. Faktisk var det ham der satte sig ved siden af mig i S-toget på vej mod Københavns Hovedbanegård. Jeg blev først lidt paf, "Det her er sgu en af de helt store kanoner", tænkte jeg. "Den sidste politiker af sin slags, en af dem der aldrig fik en højere universitetseksamen og alligevel nåede helt derop hvor man ikke kan nå længere". Jeg fik gudskelov taget mod til mig og fik sagt "Dav Anker" til ham. Han hilste venligt tilbage, og så sludrede vi løst og fast om politik i de 10 minutter det tog inden toget holdt ved spor 9. Vi fulgtes ud af toget og ønskede hinanden en fortsat god dag. Jeg kiggede efter ham da han gik hen af perronen. Han så gammel ud, gik med stok og havde bøjet ryg. Sådan virkede han ellers ikke på mig inde i kupeen. Der havde hans øjne lyst og hans stemme glødet da vi talte om krigen i Irak og den borgerlige regerings snævre flertal for at gå med i den. En masse unge mennesker kom løbende tæt forbi og var næsten lige ved at vælte ham. Jeg tror faktisk ikke de anede hvem han var. "Hold ud, du gamle" tænkte jeg, vendte mig om og gik i den modsatte retning."


På hjemmesiden Kryddernellikens Ind-, Ud-, og Sammenfald hedder det i et indlæg dateret den 15. august 2006 om den tidligere statsminister:

"Ind i mellem er der en medpassager på min faste busrute. En venlig ældre herre der trisser ind og sætter sig, og taler med dè, der ind i mellem kontakter ham. For det er der nogen, der gør. Af dem over en vis alder. Han var nemlig statsminister engang.

Jeg bliver i godt humør når jeg ser ham. Han minder mig om en tid, der godt og vel har nået at få nostalgiens patina.

Men mest af alt så minder han mig om, at nogle politikere ikke giver sig ud for at være andet end hvad de er. På godt og ondt ..

Anker Jørgensen bestred stillingen som statsminister som Anker Jørgensen.

Jeg tror ikke man kan sige det samme om hverken Schlüter, Nyrup eller Fogh-Rasmussen.

Og jeg ville blive endog meget forbavset over at møde dem i bussen."


Danmarks mest læste ungdomsblad Chili Magazine hyldede Anker Jørgensen i april 2005 med denne stodder-tribute af Dennis Christiansen:

Statsmanden
Navn: Anker Jørgensen
Født: 13. juli 1922.
Stodder-credentials: Det sker nok aldrig igen: Den ufaglærte arbejder fra stenbroen blev statsminister. Folket elskede Anker: Han sagde nej til statsminister-luksus på Marienborg og blev boende i sin tre-værelses i Sydhavnen. Han foretrak en pilsner med sidevogn på den lokale frem for nytårskur på Amalienborg. Og alligevel var han den værdige statsmand, der repræsenterede Danmark på europæiske topmøder (og bagefter bundede bajere på håndværker-maner).
Han holder det ægte: Anker bor stadig på Borgbjergvej 1, 3. tv, 2450 København SV.


Lad os slutte med Anker Jørgensens datter, antropolog og keramiker Mette Kvist Jørgensen. Hun kunne i et interview med Kasper Riggelsen, Fyens Stiftstidende, den 11.4.2005 fortælle om sin far:

"Jeg har altid været utrolig stolt af min far. Også den dag i dag, hvor han som en gammel mand stiller sig op på talerstolen for at fortælle om sit liv. Det er da godt gået. Det sjove er, at min datter, Pil, er begyndt at synes det samme. Sidste år inviterede hun ham op på gymnasiet i Ringe, hvor hun havde samfundsfag. Da hun kom hjem, efter han havde holdt et foredrag, sagde hun: "Det er lidt sejt at have sådan en morfar".